top of page
Søg
  • myafricanchild

Nyhedsbrev juli 2021

Kære alle sponsorer og medlemmer,


Hermed Nyhedsbrevet med en lille opdatering omkring vores børn, og hvad der ellers har rørt sig i foreningen i den seneste tid. I har også kunne læse lidt forskelligt i Formandens Årsberetning, som netop er sendt ud, så derfor bliver dette nyhedsbrev lidt kortere for at undgå for mange gentagelser.

Jeg vil starte med at ønske jer alle en rigtig dejlig sommer og takke for jeres støtte til vores 7 børn/unge i Tanzania og til foreningen. Jeg er evigt taknemmelig for jeres uvurderlige støtte. Uden jer ville vi ikke kunne klare opgaven med at give Aika, Aminiel, Andrea, Mary, Miriam, Philimini og Raphael den allerbedste hjælp i livet - nemlig skolegang og uddannelse. De er alle meget bevidste om, at de har mennesker i Danmark, som støtter dem og dermed gør en kæmpe forskel i deres liv.

Jeg har den 5.7. sendt årsark ud til alle sponsorer, hvor I har mulighed for at læse om, hvordan det sidste år har været for netop jeres sponsorbarn. Skulle du mod forventning ikke have modtaget årsarket, må du meget gerne skrive til mig, så sender jeg det til dig og beklager fejlen.

Det centrale i foreningen er vores 7 børn/unge. Vi følger dem tæt og er løbende i kontakt med TFFT. Vi har i juni måned holdt et længere møde med TFFT, hvor vi gennemgik alle børnene, og vi har kun positive tilbagemeldinger. Vi er simpelthen så glade og stolte over, at det går dem så godt.

Vi har også haft kontakt til flere af børnene over WhatsApp, mens de har hjemmet på sommerferie hele juni. Jeg har personligt talt med Aminiel, Aika og Miriam, hvilket var utrolig dejligt. De har det godt alle tre, men der er sket en stor omvæltning i deres liv, i det deres elskede plejemor, Mama Grace, er gået bort. Det er en stor sorg at bære, når man mister en betydningsfuld person i sit liv. Vi har, i foreningen, været meget opmærksomme på de tre søskende og TFFT har løbende besøgt dem for at se, hvordan de klarer sorgarbejdet. Det er blevet besluttet at Aika og Miriam nu er tilknyttet Robert, søn af Mama Grace og Baba Bille, og hans familie. I denne familie har de fået en dejlig plejemor Debora, plejefar Robert og to små brødre, Bryson (13 år) og Bryton (8 år). Aminiel bor fortsat hos sin plejefar Baba Bille, som han er særligt knyttet til.


Rober Bryton og Bryson Debora










Mama Grace - Mindeord af Iben

Den 1. april i år tabte Mama Grace kampen til kræft. Mama Grace ville være fyldt 71 år den 25. april.

Til jer der ikke ved, hvem Mama Grace er, så kan jeg fortælle, at hun var plejemor til 3 af vores sponsorbørn; Aminiel, Miriam og Aika. Mama Grace var en meget betydningsfuld person i børnenes liv. Hun skabte, for dem, en tryg opvækst med masser af kærlighed, omsorg, vigtige livsværdier og gav dem en stor familie i form af sin mand Baba Bille, sine egne børn og børnebørn.

For mig var Mama Grace en unik kvinde med et kæmpestort og varmt hjerte. Hendes store favnende personlighed rørte mig dybt. Hun har været en stor inspirationskilde i mit frivillige arbejde som formand for My Arican Child, og jeg har igennem hende erfaret, at små dråber i vandet kan skabe store ringe. Jeg er dybt taknemmelig for, at Mama Grace uden tøven tog de 3 søskende til sig - for det var vigtigt, at de voksede op sammen og havde hinanden, sagde hun. 3 sårbare børn uden mor og med en fattig baggrund blev en del af en varm og kærlig familie, hvor de kunne føle sig hjemme og altid var velkomne.

De gange, jeg har været i Tanzania, har jeg altid prioriteret at besøge familien. Mama Grace stod altid klar til at modtage mig med hendes varme øjne og et stort kærligt kram. “Du er en del af familien Iben”, sagde hun altid.

Vi havde det tilfælles, at vi ønskede det bedste for “vores” tre børn. Vi talte ofte sammen eller skrev sammen, og drøftede, hvordan vi kunne støtte de 3 børn bedst. Hun er uden tvivl medvirkende til, at det går Aminiel, Miriam og Aika så godt i dag, fordi hun forstod dem og satte ind, når der var behov for forandring. Det blev derfor til en stille skolestart for Aika som barn, og et par skoleskift, før hun landede det helt rigtige sted. For Miriam var det at holde fast i den kloge, omsorgsfulde pige hun er, men også se hendes sårbarhed og passe på hende, og samtidig give hende de bedste betingelser for at udvikle og dygtiggøre sig. For Aminiel blev det til, at han som yngre, i en periode boede fast hos Mama Grace og gik i dagskole simpelthen for at skabe ro og tryghed for et lille sårbart menneske.

Det, at kunne åbne sit hjem for 3 fremmede børn, og behandle dem som en del af familien og få dem til at føle sig værdifulde, var en helt særlig egenskab ved Mama Grace. Den er beundringsværdig og et vigtigt element i børnenes liv.

Mama Grace er her ikke mere, men hendes minde og alle de spor hun satte i livet hos mange mennesker, vil altid være der. Jeg vil aldrig glemme hende, og jeg vil sådan ønske, at min datter, Naomi, havde haft mulighed for at møde hende, så Mama Grace kunne inspirere hende og lade hende mærke den store kærlighed, som Mama Grace altid omgav andre mennesker med. Himlen er blevet en stjerne rigere. Du vil aldrig blive glemt.

Nyheder om børnene

Aika

Aika har slut 2020 afsluttet sin skolegang på Tanz Hands. Hun bor nu hos Robert og Debora. Hun er meget glad for at bo her og hjælper til med husarbejde og børnene. Der vil her blive indrettet et syværksted, så hun kan starte sin produktion og sit salg. Til dette får hun hjælp af en mentor – Agnes – som også skal bistå hende i personlige aspekter. My African Child betaler Agnes’ løn og derudover financierer en symaskine og materialer til det første ½ år. Så er håbet, at Aika vil blive mere og mere selvkørende. Så snart som muligt skal hun begynde på Shanga - et læringsværksted - med at fremstille et eller flere produkter og formidle salg. Stedet er pt. lukket pga. Corona men forventes åbnet slut 2021 eller start 2022. Indtil da vil Aika i samarbejde med sin mentor selv starte. The Foundation For Tomorrow vil fortsat tage sig af Aika selvom, hun er færdig med skolegang. Ligesom My African Child fortsætter støtten til Aika. Det at Aika får en mentor, har længe været et stort ønske fra vores side, da vi tror på, at Aika herigennem kan udvikle sig og opnå et mere selvstændigt liv. Ordningen kalder vi for Sister2Sister projektet og vi glæder os til at fortælle mere om det, når det rigtig går i gang.



Miriam

Miriam er godt i gang på Magnificat Highschool. Hun er hurtigt faldet til og nyder stor respekt både hos lærere og kammerater. Miriam er en robust og målrettet ung kvinde, som klarer sig fantastisk i skolen. Hun havde dog problemer i kemi til den sidste prøve, derfor har hun i ferien fået ekstra undervisning og støtte i dette fag. I ferierne bor hun sammen med Aika hos Baba Billes søn, Robert og svigerdatter, Debora, hvilket hun er meget glad for. Hun er rigtig god til at tage sig af Aika og forstå hendes specielle behov.



Aminiel

Aminiel går på Shepherds Secondary School og har afsluttet Form 2 med fine resultater og er videre i Form 3. Han har brugt lidt for meget tid på præfektopgaver, og skal nu fokusere mere på skolefagene. Han har fået skoleopgaver med hjem i ferien. Aminiel bor hos Baba Bille, som han er tæt knyttet til.


Andrea

Andrea har et år tilbage på Arusha Modern School. Han klarer sig bedre og bedre. Han har fået styr på sine ting og lært at fokusere mere på skolefag end leg og sjov. I denne ferie har han været tilmeldt ferieskole.






Philimini

Philimini går på Shepherds Secondary School og har nu afsluttet Form 3 med flotte resultater og er nu i Form 4. Hans sociale kompetencer er blevet så meget bedre. Han er charmerende, joker og er meget lykkelig. Han skal nu lige lære at balancere sit sociale liv med sit akademiske liv. Han bor hos sin bedstemor og de har det fint sammen.



Raphael

Raphael er nu blevet færdig med Primary School og er startet på Kilasara Secondary School Form 1. Han er faldet godt til på sin nye skole, arbejder hårdt og klarer sig super godt. The Foundation For Tomorrow har lige besøgt ham hos hans bedsteforældre og søskende i deres landsby og det havde været en dejlig oplevelse. Hele familien støtter ham meget.






Mary

Mary er virkelig kommet på den rette hylde. Hun har et positivt livssyn og trives så godt på Kibosho Training Center, hvor hun lærer skrædderfaget og forretningsdrift grundigt og helt fra bunden. Her i ferien er hun tilmeldt intensiv undervisning netop i disse fag.










Medlemstur til Tanzania


Grundet COVID 19 situationen i Tanzania har bestyrelsen besluttet at aflyse den planlagte medlemstur i efteråret 2021. Vi synes at forholdene er så usikre, at det ikke ville være forsvarligt med en sådan tur. Vi er frygtelig kede af at måtte tage dette skridt, men vil i stedet satse på en tur i efteråret 2022. Vi har derfor planlagt et informationsmøde, hvor Jakob Mølkjær fra Tanzania Tours og bestyrelsen i My African Child vil være til stede og fortælle om de muligheder, der er for turen og høre jeres spørgsmål og ønsker. Informationsmøde vil finde sted:


Søndag den 14. november kl. 13.00-15.00

Kompetencehuset, Søren Frichs Vej 40 D, 8230 Århus.

Vi håber, at se rigtig mange af jer. Husk tilmelding senest 1. november 2021 til myafricanchild@gmail.com.

Vi lover at medlemsturen vil byde på…


HYGGE-FÆLLESSKAB-UFORGLEMMELIGE OPLEVELSER









Salg via hjemmesiden


Jeg vil gerne gøre lidt reklame for vores Markedsplads på hjemmesiden. Her kan du købe fine håndlavede varer til støtte for børnene i Tanzania. Ønsker du bestemte farver eller størrelser, skal du endelig bare skrive til os. Se mere på vores hjemmeside myafricanchild.dk

Jeg håber, at du har lyst til at støtte os, da vores deltagelse i diverse markeder det sidste års tid har været minimal pga. COVID-19. Vi plejer at have et rigtig flot salg med overskud, som vi mangler nu.


Her er lidt billeder fra hjemmesiden:
















Med ønsket om en dejlig sommer til jer alle!


De kærligste hilsner fra bestyrelsen i My African Child

/Iben Hansen






9 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page