top of page
Søg
  • myafricanchild

Nyhedsbrev juni 2020

Med dette nyhedsbrev vil bestyrelsen i My African Child gerne sende jer mange ønsker om en dejlig sommer, selvom den for mange af jer måske vil blive lidt anderledes end først planlagt. Men vi håber inderligt, at I alle er i god behold og at solen vil skinne på jer!


Vi har travlt i foreningen med mange forskellige tiltag bl.a. et medlemskartotek til at administrere de nu knap 150 medlemmer, som vi nu er oppe på. Der er nemlig sket det fantastiske, at nedbrydningsfirmaet J. Jensen har doneret 30.000 kr. til My African Child, herunder et antal medlemskaber, hvilket gør, at vi nu er oppe på knap 150 medlemmer. Det er stort for en lille forening som os, og vi er dybt taknemmelige for denne støtte til vores børn.



COVID-19

Covid-19 er som tidligere skrevet også nået til Tanzania og spreder sig som i resten af verden. Regeringen besluttede hurtigt at lukke alle skolerne tilbage i marts. Dette har selvfølgelig vendt op og ned på alles hverdag.

My African Child’s børn er blevet bragt sikkert hjem til enten deres familier eller plejefamilier af The Foundation For Tomorrow, vores samarbejdspartner i Tanzania.


Inden skolerne lukkede blev børnene undervist i, hvordan COVID-19 spreder sig, og hvordan de kan tage deres forholdsregler for at mindske risikoen for smitte bl.a. ved god hygiejne. Børnene fik nødhjælpspakker med de vigtigste fornødenheder såsom mad, sæbe, vaskefade, toiletpapir mm. og en let forståelige folder om COVID-19 med hjem. Idéen er, at de skal bringe deres viden videre til deres familier og nærområder. The Foundation For Tomorrow har også, på deres rundture til børnene, haft materialer med, så der kan blive syet mundbind.


Vores børn og deres familier befinder sig i en meget presset situation. Mulighed for den mest basale hygiejne er ikke altid til stede, der skal findes plads til flere i hjemmet og alle de daglige fornødenheder, som børnene normalt får på skolen, skal de nu selv skaffe.

The Foundation For Tomorrow besøger børnene så tit, det er muligt og bringer dem nye forsyninger. De prøver også at holde børnene i gang med deres skolearbejde. De hjælper dem og giver dem nye skolematerialer, de selv kan arbejde videre med.

The Foundation For Tomorrow gør et kæmpe stykke arbejde for de børn, de har ansvaret for, deriblandt vores 7 børn, som heldigvis alle er sunde og raske. I tilfælde af sygdom har alle vores børn en sundhedsforsikring, som dækker udgifter ved behandling og evt. hospitalsindlæggelse.


Raphael (m. rødt mundbind) sammen med sin søster og Haruni (tv) og Robin (th) fra TFFT.



Philimini (tv) fik besøg af Robin fra TFFT (th).


STØTTE TIL BØRNENE


På baggrund af den aktuelle situation med COVID-19 besluttede bestyrelsen at støtte hvert af vores 7 børn med 100 dollars. Pengene er sendt til The Foundation For Tomorrow, som sørger for, at de bliver brugt til de ekstra udgifter (mad, hygiejneartikler mm.), som familierne har brug for i forbindelse med at have børnene hjemme i en længere periode. På denne måde sikrer vi, at pengene bliver brugt til det rette formål.



STØT 2020


Med et meget fint opslag på Facebook af vores formand Iben Hansen startede My African Child en indsamling, hvis formål det er at samle ind til de ekstra udgifter, der er kommet i forbindelse med COVID-19.

Vi har fået en enorm positiv respons på denne indsamling og vi er jer dybt taknemmelige for jeres støtte. Vi har i skrivende stund indsamlet ca. 13.000 kroner, så vi er i stand til fortsat at støtte børnene og deres familier.

Da vi endnu ikke ved, hvordan situationen udvikler sig og ikke mindst, hvor længe der er brug for ekstra støtte til vores børn, har vi besluttet at fortsætte vores indsamling STØT2020.

I må derfor fortsat gerne dele budskabet blandt jeres venner og familie. Skriv STØT2020 på jeres overførelse. Herunder bank oplysninger:


Organisationens konto oplysninger: Ringkøbing Landbobank Reg. nr. 7670 Konto nr. 0004658048 Mobile Pay 17876



Vores børn


Tak fordi I tænker på børnene i disse tider. Det betyder så meget for dem! Da Raphael fik sin nødhjælpspakke og fik fortalt, at den kom fra My African Child, som tænker på ham og gerne vil hjælpe, blev han utrolig overvældet og glad.

Vores børn lærer i denne tid ikke kun at tage ansvar for deres eget helbred, men også at tage ansvaret for at hjælpe familierne i deres landsbyer. Det, at vores børn tager ansvar ikke kun for sig selv, men også for deres nærmeste kan være medvirkende til at smittefaren mindskes betydeligt.


Årsmødet 2020


My African Child’s Årsmøde og Generalforsamling 1. marts forløb rigtig godt. Mange nye medlemmer var mødt op, så vi i alt var ca. 40 deltagere. Der var stor interesse, spørgelyst og idérigdom, og det, er vi i bestyrelsen meget taknemmelig for.


Flere spørgsmål blev afklaret på selve mødet, men et par spørgsmål har vi efterfølgende undersøgt for at få afklaret:

  • Raphaels fødselsdato. The Foundation For Tomorrow har nu fået opklaret, at Raphael er født den 6. september 2004.

  • Opsparing til sponsorbørn. Der blev spurgt om mulighed for at etablere en opsparing til sit sponsorbarn til brug, når The Foundation For Tomorrow’s støtte ophører ved afsluttet college eller tilsvarende uddannelse. Vi har været i dialog med The Foundation For Tomorrow, som synes det er en rigtig god idé, men de har ikke kapacitet til at administrere en sådan ordning. Bestyrelsen i My African Child vil på nuværende tidspunkt opfordre de sponsorer, der ønsker at lave en opsparing til selv at administrere den.

  • Kontakt til sit sponsorbarn. Her henviser vi til den vedhæftede fil ”Har du lyst til at sende en hilsen til dit sponsorbarn?”. Denne er opdateret og skal erstatte den, der tidligere er sendt ud.

Endelig vil vi her også gøre opmærksom på de kontingentsatser, der blev besluttet på generalforsamlingen. Det årlige kontingent på 100 kr. pr. person fastholdes, men der blev besluttet et årligt kontingent til studerende på 50 kr. pr. person. Herudover er der naturligvis altid mulighed for ekstra donationer, hvis man ønsker dette.

Jakob fra Tanzania Tours var også på besøg og fremlagde et spændende oplæg omkring den kommende tur til Tanzania. Vi blev både taget med på en fantastisk safari og med til den skønne ø Zanzibar. Vi blev alle inspireret og lysten til at rejse var i top!



Lyttende medlemmer under Jakobs præsentation.


Vores lille salgsbod var travl, og vi vil gerne sige tak til jer alle, som igennem jeres køb støtter vores børn. Vi vil også gerne sige tak til dem, som har hjulpet med at optimere vores varelager med flotte blomsterdekorationer, karklude og meget mere. Uden denne hjælp har vi ikke mulighed for at have et så fint og unikt udvalg.


Et lille udsnit at vores fine afrikanske varer.



Medlemstur til Tanzania i 2021


Der arbejdes nu på at få arrangeret en medlemstur til Tanzania i efteråret 2021. Er du interesseret i eller foreløbig bare nysgerrig på denne tur, er du velkommen til at blive skrevet på mailinglisten, så holder vi dig opdateret omkring turen.

Til efteråret vil der blive afholdt et møde for alle interesserede. Her vil planlægning af turen begynde i et samarbejde mellem deltagerene, bestyrelsen og Tanzania Tours.

Tilmelding til mailinglisten skal ske til myafricanchild@gmail.com.


På medlemsturen 2018 deltog vi i et møde med rektor på en af de skoler vores børn går på.


Højdepunktet på turen i 2018 var en aktivitetsdag med vores børn, hvor hotellet havde lavet en helt særlig kage til nogle helt særlige børn.



Med hjertelige sommerhilsner

takker vi for jeres støtte, som gør det muligt for vores børn at få gode uddannelser og gode liv. Vi takker også for den ekstra støtte, der har gjort, at vi har kunnet hjælpe i den særlige situation børnene befinder sig i lige nu. Har I spørgsmål eller andet, er I altid velkommen til at kontakte os.



Kærlig hilsen

Bestyrelsen i My African Child

Formand Iben Hansen


18 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page